Projektet 'Flere fisk & mere frivillighed' skal gøre det lettere for lystfiskere at gennemføre vandplejeprojekter – med Rune Hylby i spidsen.
Projektet 'Flere fisk & mere frivillighed' skal gøre det lettere for lystfiskere at gennemføre vandplejeprojekter – med Rune Hylby i spidsen.
I Danmark har frivillige lystfiskere i årevis lagt tusindvis af timer i at forbedre levevilkårene for vilde ørreder. Det arbejde er både anerkendt og afgørende for biodiversiteten – men det er også administrativt tungt og kan bremse engagementet.
Derfor lancerer Lystfisker Danmark nu projektet ’Flere fisk & mere frivillighed’. Formålet er at styrke og støtte det frivillige vandplejearbejde i hele landet – blandt andet ved at tilføre hjælp til den del af arbejdet, som for mange er en barriere: planlægning, tilladelser og koordinering.
Projektet bliver ledet af Rune Hylby – en fredelig bandeleder, kendt for sit arbejde med den sjællandske Grusbande, der i årevis har skabt gydebanker og lagt sten i vandløb til gavn for fisk og smådyr.
”Nej, hvor jeg glæder mig!”, siger Rune Hylby.
”Det bliver fantastisk at samarbejde med lokale ildsjæle, foreninger, Danmarks Sportsfiskerforbund og forskere om at gennemføre endnu mere vandplejearbejde rundt i Danmark. I første omgang handler det om at skabe et netværk af vandplejefolk og støtte dem i det administrative arbejde. Alt sammen for at nå frem til det, der betyder allermest – de klukkende vandløb med ørreder, som trives.”
Danmark har en stærk kultur for frivillig naturpleje, særligt i lystfiskerkredse. Mange mødes jævnligt for at arbejde med gydebanker, fjerne spærringer og forbedre fiskens vilkår i vandløbene. Men det kræver ofte teknisk indsigt, papirarbejde og kontakt med både lodsejere og kommuner – og mange frivillige giver op undervejs.
Det problem skal ’Flere fisk & mere frivillighed’ være med til at løse ved at tilføre støtte og ressourcer til projektudvikling og koordinering.
”Det er oplagt, at den nationale lystfiskerstrategi bakker op om noget så meningsfuldt som lokale fællesskaber, der arbejder for bedre fiskeri,” siger Arne Kvist Rønnest, projektchef i Lystfisker Danmark.
”Rune har med Grusbande-projekterne vist, at han kan både det tekniske og det menneskelige. Vi har store forventninger til samarbejdet.”
’Flere fisk & mere frivillighed’ er en del af den nationale strategi for lystfiskeri, der har til formål at skabe bedre forhold for fisk og fiskere i Danmark. Projektet er forankret i Assens Kommune og skal være med til at gøre det nemmere for frivillige i hele landet at igangsætte og gennemføre vandplejeprojekter.